Indmeldelse, Udmeldelse og Venteliste

Indmeldelse

Når jeres barn er optaget i Børnehuset, vil I ca. 14 dage inden start blive indkaldt til en "startsamtale". Samtalen skal sikre, at jeres barn får så god en indkøring i huset som muligt. Indholdet i samtalen er bl.a. at I fortæller om jeres barn. Vi fortæller lidt mere om den konkrete hverdag i huset, og sammen planlægger vi den første uge af indkøringen. Vi ønsker, at alle forældre er med i flere dage, da vi finder det betydningsfuldt, at nye forældre også lærer dels husets rutiner og pædagogik og dels børn og voksne i huset at kende. Når barnet starter med at være her alene, vil vi være meget opmærksomme på dets trivsel og støtte det i at blive tryg og falde til. Vores erfaring er, at det er meget forskelligt, hvor længe denne proces tager for barnet. Vores samarbejde er vigtigt fra starten. Børn der bor på Svanholm har fortrinsret til optagelse i Børnehuset.

Udmeldelse

Udmeldelse skal ske med 2 måneders varsel til d.1. eller 15. i en måned. Når jeres børn skal udmeldes for at starte i SFO, gælder en særlig procedure. Se under "samtaler om børnene". Vi går på besøg på børnenes kommende SFO og skole, og har ofte også besøg af børn fra disse steder, da de i forvejen er dagtilbud vi samarbejder med.

Venteliste

Vi har derudover en venteliste for børn, der ikke bor på Svanholm. Er du interesseret i at få skrevet dit barn på denne venteliste, skal du blot henvende dig til Børnehuset på telefon 47566610. Barnet skal dog samtidig være skrevet op til en kommunal institution.