Dagligdagen

Vi har en ugestruktur med faste aktiviteter på faste dage. F.eks. har vi fastlagt turdag, madlavning og bevægelsesleg. Somme tider får vi besøg af andre børnehaver, som vi viser rundt, så de kan opleve køer, heste, geder osv. Somme tider tager den store gruppe på tur "ud i verden" til f.eks. bibliotek, arrangementer i kommunen, til andre børnehaver.

Beskrivelse af en god almindelig dag:

Morgen: de første børn kommer omkring kl. 7,00, og starter dagen med morgenmad. De vælger fra udvalget og sætter sig og spiser i fred og ro. Ingen musik eller legetøj, der larmer. Efterhånden som flere børn ankommer, starter vi stille leg og aktiviteter. Der er altid mulighed for at tegne og klippe. Efter et stykke tid åbnes hopperummet. Musebørnene går på Musestuen omkring kl. 9 og spiser formiddagsmad. Børnene er ofte ude at lege i gården eller på tur til kostalden, hestene osv. Egernstuen holder ofte samling, hvor vi synger og leger, og spiser formiddagsmad derefter.

Formiddagens aktiviteter kan f.eks være: Lege på legepladsen, småture til kostald, frugthaven, kaninerne og på turdag til den faste base i skoven ?skovhytten?

Frokost spises ca. kl.11 hos de mindste og ca. 11.30 på den store stue.

Eftermiddagen: de mindste børn sover til middag typisk mellem 12 og 15. De store børn er ude på tur eller leger udenfor. Nogle spiser eftermiddagsmad ude og andre inde.

Afslutning på dagen: dagen afrundes stille, som da vi startede.