Konsolidering trods vanskeligheder

Også efter at godsejeren var væk, og lejerne i de fleste småboliger havde valgt at flytte, var det småt med pladsen. Udover fællesrummene var der kun 7,5 m2 privat værelsesareal pr. person, og stadig var det ikke muligt for alle at få eget værelse.

Det kunne ikke holde i længden, så der blev indrettet nye værelser på tomme lofter m.v. Senere blev der også købt nyt boligareal, dels et gammelt mejeri på den anden side af Hornsherred (som er solgt igen), dels den gamle skole i nabolandsbyen Krogstrup (som vi har endnu).

De første svanholmere boede tæt i starten. Her i det tidligere godsejer-soveværelse boede der tre enlige forældre med hver sit barn.

Den svære fællesøkonomi

Den fælles økonomi var også en ordentlig mundfuld. Der skulle holdes sammen på det hele, både arbejdsgruppernes og kollektivets økonomi og forbrug af arbejdskraft – og det hele skulle være overskueligt og synligt for alle.

Da det første årsregnskab forelå ved årsskiftet 1978-79 kunne det konstateres, at budgettet langtfra havde holdt. Der måtte gøres noget, hvis ønskebudgettet for 1979 skulle blive til virkelighed. Det var ikke let, og vanskelighederne ved at nå til enighed om de konkrete økonomiske dispositioner medførte blandt andet, at de to familier, der havde startet det hele med annoncen i 1977, rejste efter ca. et år. Der kom dog også stadig nye til, der gerne ville Svanholm.

I løbet af sommeren 1978 indrettede kollektivets bygningsgruppe et stort køkken- og spiserum i en tidligere avlsbygning.

Men vi er her endnu...

Mange havde spået, at kollektivet ikke kunne klare sig, at vi ikke kunne finde ud af at dyrke jorden, at være enige, at have fællesøkonomi, at bo så tæt, at bo i bogrupper... you name it. Men Svanholm klarede sit første år trods vanskelighederne og konsoliderede sig.

De første problemer blev løst hen ad vejen, og i de følgende år kom nye opgaver og problemer til, som krævede nye løsninger (nogle gange dukker de samme problemer omkring fællesøkonomi, arbejdsliv og beslutningsprocesser dog op igen i nye tidstypiske udgaver). Fra første færd har stedet været under stadig forandring, og det har været en stadig opgave at bøje alle de mange meninger mod hinanden - og sådan bliver det nok ved med at være!

Der var masser af fællesarbejde, især i gartneriet. Her er et hold i gang med at plante jordbærplanterne ud.