Holistisk afgræsning 

Siden 2016 har Svanholms køer afgræsset efter konceptet holistisk afgræsning med kort tid på små folde. Det koncept efterligner afgræsningen i naturen, hvor dyrene vandrer henover stepperne i store flokke på vej efter nye græsgange. Resultatet af holistisk afgræsning er for det første, at græsset får lov til at gro længere end normalt, før køerne æder det. Det betyder, at der er ekstra god tid til at lave fotosyntese.

Køerne gør gavn

CO2 hives ud af luften og lagres i planten som kulstof bundet  i organisk materiale. Overskudsenergi fra rødderne sendes ud i jorden til mikroorganismerne, som igen er med til at opretholde en frugtbar jord og sunde planter. Samtidig betyder metoden, at der er mere modent græs i en større del af året. Det er netop, hvad køernes maver er designet til at fordøje. Det giver den bedste sundhed hos køerne – og den sundeste mælk. Alt i alt giver den holistiske afgræsning altså mulighed for at opretholde en produktion af særlig god mælk, samtidig med, at køerne forvalter naturen på en måde, hvor økosystemet har gavn af deres påvirkning.

Femårige græsmarker med urter

For vores afgræsningsmarker har vi lavet et sædskifte over fem år mod de sædvanlige tre år i et normalt økologisk sædskifte. Længerevarende græsmarker får fred til at opbygge frugtbarhed i jorden, til glæde for de efterfølgende afgrøder. Græsblandingerne indeholder en divers sammensætning af græssorter, kløver og urter. Røddernes forskellige længder samler næringsstoffer op fra forskellige dybder. Blomstrende urter i græsmarken giver levesteder for insekter. Desuden har urterne en sundhedseffekt på køerne. F.eks. cikorie har en effekt mod parasitter.

Løveng

I løbet af 2021 planlægger vi at plante løvtræer og buske som læhegn på marken foran stalden. Træerne binder CO2 og danner levesteder for insekter og fugle. For køerne og kalvene giver det læ for vind og blæst og skygge for solen. Sammensætningen af træerne designes, så vi kan høste fra dem, men også sådan, at køerne kan have glæde af dem som foder.

KONTAKT
Svanholm Gods 4A
4050 Skibby
Tlf.: +45 47 56 66 70
adm@svanholmgods.dk

ÅBNINGSTIDER
Gårdbutik: Vinterlukket. Bestil i webshop og afhent her
Grøntsalget: Vinterlukket. Bestil i webshop og afhent her.

Webshop http://svanholmgods.dk/shop
Se menu og sortiment her.