Tre aftener med fællessang, samtaler og lyriske strejf om vores natur og landbrug
TRE LØRDAGE KL. 16-20 MED FÆLLESSPISNING
Datoer: 28.02.26 // 21.03.26 // 25.04.26
Svanholm storkollektiv bliver, for tre aftener i vinteren og foråret 2026, omdannet til forsamlingshus og åbner dørene til ”De grønne forsamlinger”, hvor vi mødes i fællessang, samtale og poesi for at undersøge vores forhold til natur og landbrug i en tid med krise og forandring.
Med inspiration fra Grundtvigs oplysningstanker og nutidens regenerative bevægelser spørger vi: Hvad vil det sige at genoprette fjordene, jorden og vores egen dannelse i en levende verden? Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Ønsker man at deltage i fællesspisning koster det 70 kr. for den økologiske vegetarbuffet.
#1 Livets vand og genoprettelsen af vores fjorde (lørdag d. 28. februar) – Tilmeld dig her
#2 Uddannelse for en levende verden (lørdag d. 21. marts) – Tilmeld dig her
#3 Den regenerative fremtid – fra jord til organisering (lørdag 25. april 2026) – Tilmeld dig her
Ligesom i Grundtvigs tid, hvor man frygtede kaotiske tilstande ved en demokratisk overgang. Lige såvel står vi i dag overfor en omstilling af vores land og samfund, som risikerer at ende i et bondeoprør (som set i mange europæiske lande), hvis ikke vi for alvor mødes med forståelse for hinandens ståsteder. En kultivering af ’folket’ gennem lærdom, poesi og sang var svaret dengang – og (re)kultivering af os selv er måske også svaret i dag?
Med dette udgangspunkt og med inspiration fra Grundtvig, vil det økologiske storkollektiv Svanholm derfor åbne verden og sanserne op – og byde folket indenfor til tre aftener i løbet af vinteren og foråret 2026 med fællessang, faglige samtaler og lyriske indlæg om vores natur og landbrug.
De grønne forsamlinger i Svanholms forsamlingshus skal inspirere med både ”hånden og ånden” til at træde nye stier for at genoprette vores natur og fjorde, den menneskelige trivsel og uddannelsessystem.
Arrangementerne afholdes her:
Svanholm Gods 3A
4050 Skibby
Lokale: Storkøkkenet
Oplægsholdere
Fagekspert – Stiig Markager
Stiig Markager er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet og en af Danmarks førende forskere i fjorde og kystnære havområder. Han har i årtier arbejdet med at dokumentere konsekvenserne af iltsvind, og han er en markant stemme i debatten om landbrug, klima og vandmiljø.
#1 Livets vand og genoprettelsen af vores fjorde
Forfatter – Helene Johanne Christensen
Helene Johanne Christensen er forfatter, kunstnerisk researcher, skriveunderviser og kunstformidler. Hendes seneste bøger er essaybogen Om kunsten at læse i
stedets foldninger (2024) og løsbladspublikationen Havenes linjer, tråde & spor i samarbejde med Peter Kærgaard Andersen (2025).
#1 Livets vand og genoprettelsen af vores fjorde
Fagekspert – Maria Toft
Maria Toft er klimaaktivist, forsker og stifter af Forskerbevægelsen, hvor hun arbejder for at skabe nye former for viden og handling i en tid præget af klimakrise. Hun er kendt for sit engagement i at forbinde akademisk forskning med aktivisme og folkelig mobilisering, og hun udfordrer de etablerede rammer for, hvad uddannelse og forskning kan være i en levende verden.
#2 Uddannelse for en levende verden
Forfatter – Maja Elverkilde
Maja Elverkilde er en dansk forfatter bosiddende i Sverige, debuterede i 2008 med novellesamlingen ‘Alt det der er mit’, og har siden udgivet både romaner og lyriske essays som ‘Jeg plukker græs’. Hendes tekster udforsker natur, tilstedeværelse og handling i en verden i krise med en poetisk og refleksiv tone.
#2 Uddannelse for en levende verden
Fagekspert – Anders Højlund Kazimierski
Anders Højlund Kazimierski er uddannet landmand og nu udviklingsdirektør i den nystiftede klimafond, Fonden Arkaia. Fonden Arkaia arbejder i krydsfeltet mellem sociale bevægelser, civilsamfund og politik for at sandsynliggøre den nødvendige grønne omstilling med udgangspunkt i vores fødevaresystem. Han sidder i bestyrelsen for Andelsgårde og har tidligere undervist på den regenerative jordbrugsskole.
#3 Den regenerative fremtid – fra jord til organisering
Forfatter – Signe Kierkegaard Cain
Signe Kierkegaard Cain er forfatter, lyriker og oversætter. Hun har tidligere udgivet romanen Søkvinden og skriver essays og lyrik, hvor natur, fællesskab og menneskets søgen efter mening spiller centrale roller. Med sit værk Grundskyld væver hun billeder og refleksioner, der åbner for nye måder at sanse og forstå vores forhold til jord, ejendom og hinanden
#3 Den regenerative fremtid – fra jord til organisering
