Svanholm biavl

På Svanholm holder vi bier. Det gør vi primært af 3 grunde.

  • Vi kan rigtig godt lide honning ! (de fleste af os)
  • Bierne er meget vigtige for bestøvning af vores afgrøder.
  • Ca. 20.000 vilde planter og dyr vil uddø i Danmark, hvis bierne ikke udfører deres vigtige arbejde.

Nå, men jeg tager tingene en efter en.

Pyh ha……. Jeg er ikke blevet ramt af bidød som så mange andre biavlere i Danmark. Jeg indvintrede 16 stader i efteråret, og udvintrede 16 stader.

Det er altid meget spændende i det tidlige forår. Hvordan har bierne det ? Er der nogle stader der ikke har overlevet vinteren ?

Egentlig var jeg ret sikker på, at alle stader var i live, da jeg nogle gange i løbet af vinteren forsigtigt havde lyttet til dem. Summer bierne, er det godt. En jævn summen, og nogle gange et halvvredt SUM når en bi bliver trådt over tærene, når bierne langsomt skifter plads i vinterklyngen.

Det bliver lidt varmere, og jeg kan nu forsigtigt løfte enkelte tavler op for at tjekke yngelleje og foderstand.

Ved første kik er det nødvendig med en vis selvdesiplin. Jeg må ikke rode ret meget rundt, så skades bierne.

I år kunne jeg i starten af marts gå lidt mere i dybden. Hvilke familier skal have rykket foder tættere på yngellejet, skal jeg forsigtigt skrabe lidt af fodertalverne åben? Skal bierne evt. have noget morgenmad ?

Og så noget af det vigtigste. Hvilke stader skal jeg flytte ud til Bo´s hybenmark i Dalby ? Det gælder om at flytte bierne før de flyver for meget, og lige efter at de er gået ud af vinterklyngen.

Jeg besluttede at flytte stade 11 og stade 12. Så på med nogle fragtremme, blokere flyvespalten, og op på ladet af fergusonen. Har aldrig haft bier på hyben, så det bliver altså spændende hvordan de har det og hvordan hybenhonning smager.

Bierne der har overvintret i frugtplantagen havde det også godt. Mit rekordstade fra sidste år, stade 10, havde det også godt. Glæder mig til rå mængder af hindbær, ribs, solbær, æbler osv osv.

Nu har jeg 11 stader tilbage i bigården der ligger ude i vores skov. Et perfekt sted at være bi. Der er læ, ingen kuldefald om vinteren, masser at trække på om sommeren og der er ikke for langt il nærmeste vandhul.

Det gode ved vores skov er, at der er mange forskellige træer. Pil til pollen i det tidlige forår, senere hestekastanie, ahorn, lind og mange andre træer primært til nektar. Kommer der mange bladlus er der honningdug som bierne trækker på.

Når mælkebøtten (løvtand) blomstrer, er det som regel tid til at udvide biernes bo. Der kommer en kasse til på. Jeg tager som regel 2-3 rammer med yngel op og et par fodertavler.

I år har bierne haft travlt. Allérede i pinsen skulle mange stader have 3 kasse, dvs. 1 honningmargasin.

Jeg trækker 2-3 tavler forseglet yngel op til honningmargasinet. Gerne gamle yngeltavler der skal skiftes. Allé bier rystes af, så jeg er sikker på, at dronningen ikke er på den forkerte side af dronningegitteret

Så kommer jeg et dronninggitter på mellem 2 og 3 kasse. Det forhindrer at jeg får levende yngel hjem i slyngerummet når jeg høster honning. Så sker miraklet. Hvis vejret er til det, har jeg i løbet af et par uger ca. 25 kg honning i tavler.

Når det er næsten fyldt, sættes næste honningmargasin på. Nu er det meget vigtigt at der ikke kommer uforseglet yngel med op. Ett æg, eller enn larve, så kan bierne begynde at lave en ny dronning. De er nu så langt fra stadets dronning, at dronningen´s duftstoffer ikke påvirker ammebiernes adfærd.

Så slynger vi honning. Jeg er så heldig, at der er mange mennesker der synes at honning er sjovt. En god ven og gammel biavler holder styr på slyngerummet. Min opgave er så at være skafferdyr. Jeg har som regel snydt lidt. Øl, vand og speltbrød er forberedt. Så venter overslynglen og slyngveninderne bare på at en sveddryppende biavler kommer med noget honning.

Sidste år høstede vi 300 kg. i første slyngning.

2. slyngning 150 kg.

Oggggg... Så begyndte det at regne... Fra grundlovsdag og nogle måneder frem...

Tak for kaffe ! 3. Slyngning i midten af august måtte aflyses. Der er ikke noget honning !

Men alt i alt, et godt år. 450 kg. honning. Det er rekord.

Oh.. Peder Plys, du er en god mentor.

Kontakt

Biavler, Toke Stjernholm
Svanholm Gods
4050 Skibby

47 56 55 96

toke.stjernholm@svanholm.dk